Recovery og empowerment

Recovery og empowerment

Tanker og meninger om at få psykisk modstandskraft

Hvad skal der til for at komme sig efter en psykisk lidelse og hvordan får man magten i eget liv!

En luns kød til Løverne -når der forventes en lidelses historie

BID BrugerlærerPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Wed, January 28, 2009 16:39:30

Som foredragsholder med egne erfaringer med psykisk sygdom, har jeg nogen overvejelser om den personlige "lidelses histories" nødvendighed og betydning når man holder oplæg.

Efterhånden er der meget andet jeg har på hjerte: Samfund, stigma, menneskesyn osv. Jeg anvender mine egne erfaringer med mig selv og mennesker jeg har mødt til at give eksempler på konkrete situationer.

Jeg har opdaget at det er vigtigere for mig at nå pointerne, end at forklare og udbrede mig om mit personlige rædselskabinet i detaljer, undtagen hvis jeg synes noget er reellevant for det jeg prøver på at formidle.

Det kan give det indtryk at jeg kun har oplevet det jeg fortæller om, når jeg ikke opremser alle de faktorer og forhindringer der har været og min familie baggund. Det kan gøre at den tanke kan snige sig ind, har hun været rigtig syg, her hun lidt nok???

Normalt synes folk det er ret underholdende når familie skeletterne rasler, lidt ligesom ugeblades "Dagens glade krøbling" eller udsendelser om forsvundne familie medlemmer og andet guf, det taler til følelserne og man får noget med hjem, en bid af det lidt mere voldsomme liv.

Jeg plejer at smide en luns kød til Løverne, for at give et lille indblik i min fortid, men på det sidste er jeg begyndt at glemme det, i min iver for at tale om andet, jeg bryder mig heller ikke om, at skulle putte min livshistorie ind i et foredrag på en time, min. 2 timer så er der tid til at komme rundt om emnerne på en ordentlig måde, det er jo mit liv jeg taler om, med rigtige følelser.

Lidelserne er ens streetcredibillity, så ved folk man har været der!!! På den anden side, er det det jeg vil - hvis jeg fornemmer at det er det jeg gør den dag, er det fint. Jeg ved hvad jeg har været igennem, så behøver jeg den accept af at jeg har været i gennem nok lort, til at have noget at sige og byde på?

Man viser sit stigma og siger: Se jeg har lidt, kan du forstå mig nu? Der er en dag hvor man ikke længere behøver at definere sig selv udfra fortiden, men kan tale i nuet -med erfaring!

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post22

"Lær at leve med det!"

RecoveryPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Tue, January 27, 2009 12:20:55

”Lær at leve med det!” Det er en besked eller råd man ofte får, det er vel i det ønske om at man skal acceptere og så komme viddere.

Jeg har før skrevet om accept, det var i forhold til at kunne acceptere sig selv og undgå at slå sig selv i hovedet med selvbebrejdelser og mindreværd.

Omkring det at kunne/ville acceptere sin situation, er lidt mere komplekst og eksperternes/omgivelsernes råd om at leve med tingene som de er. Om man kan ændre ting er afhængig af mange faktorer, derfor kan ingen garanti gives for at det lykkes, på den anden side kan man heller ikke afvise at det er muligt.

Det virker snusfornuftigt at sige, lev med det og prøv at leve godt med det – sagen er bare når man selv tror på at det er et grundvilkår, er det ekstra svært at ændre på situationen.

Jeg er i dag der hvor jeg ved hvad jeg vil med mit liv (for de næste par år), jeg har stadig ting der gør, at det kan være svært for mig i perioder at kunne det jeg vil, uden at anstrenge mig lidt for meget. Den situation har jeg ikke i sinde at acceptere eller lade mig begrænse af, jeg mener der må være flere livs strategier der kan give mig overskuddet og overblikket og at kunne arbejde og leve på en god og rimelig stress fri facon.

Det bliver nok lidt af en opgave og det vil kræve at jeg får en absolut kontakt til hvordan jeg har det og hvordan jeg får udløb for de frustrationer der let kan opstå, når man har meget om ørene, endnu bedre end jeg gør i dag.

Den er fin nok med ”at mærke efter” endnu et velmenende råd der ofte gives og som i sin yderste konsekvens kan betyde man mærker så meget efter, at man aldrig for alvor tester sig selv og opdager at man kan mere end man gik og troede. For vær måned der går kan jeg mere, end jeg kunne før, der bliver tilføjet facetter til mit liv der ikke var der tidligere og det selvom jeg på mange måder er nået meget langt i min recovery, er der stadig en udviklings proces i fuld gang. .

Jeg tror at udfordringen ligger i at kunne leve med sin aktuelle situation og samtidigt forsøge at forøge sin livskvalitet – Og at kunne mærke efter samtidigt med at vove lidt mere i værdagen!

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post21

Hvem er de stærke?

EmpowermentPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Sat, January 24, 2009 11:32:19

Jeg har flere gange diskuteret med min veninde om hvem der er "de stærke", veninden mener at de der er stærke aldrig ville understrege at de er stærke -de er det bare og de der siger der er stærke er dem der har kæmpet med sygdom, modgang.

Mit argument er at ingen ved hvor stærke de er før de blivet testet af livet. Er man født ind i den rigtige familie, passet ind i uddannelses systemet, ikke har afviget for meget fra normen, fået et godt job, familie. Alt detter er ikke uden udfordringer og bekymringer. Alligevel med sunde reaktioner på udfordringer og som en annerkendt del af omgivelser/samfund går det ret godt.

Så er der dem der ikke havde den "rigtige" familie, ikke passede ind i skolen og havde mange ting der fyldte så energien blev bundet i det bare at komme igennem, fremfor at tage del i de muligheder vores samfund faktisk stiller til rådighed.

Igennem et menneske liv kan der blive byttet om på rollerne, vi møder mange udfordringer, sorger, nederlag, alvorlig sygdom, der tvinger os at træde i karakter. Det er der vi for alvor, må bruge vores ressourcer og overlevelses evner: Har vi tillid til at søge hjælp, har vi overskud til at finde håb og løsninger, er vores overlevelses kerne vital i situationen, har man udholdenhed til at komme igennem og kan man bevare troen på at være grundlæggende ligeværdig og ok som menneske, på trods af det der er sket.

Jeg siger, de stærke er dem der er blevet testet på deres styrke! Heldigvis har mennesket en kollosal overlevelses kraft indbygget og når omgivelserne også er med, så er vi gennem millioner af år udstyret med evnen til at finde styrken igen.

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post20

Hvorfor håb?

RecoveryPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Sat, January 24, 2009 10:56:08

Indenfor recovery taler man meget om håb, som et af de væsentligtste ellementer for at komme sig efter en psykisk sygdom.

Man kan mene at håbet er en for usikker størrelse til at bygge på, at det er en tro på en fremtid der måske kun er en illusion.

Jeg ser håbet mere konkret, ikke en drøm, men en indbygget livsgnist i mennesket.

Jeg har mødt håbet, der hvor jeg mente at nu orkede jeg ikke mere, at det jeg arbejdede imod (recovery) ikke ville lykkes og jeg ville være fanget i mit personlige helvede. Der har håbet optrådt, som det der gjorde at jeg kom igennem til næste dag, en tillid til fremtiden. På mange måder trodser håbet logikken, hvorfor håbe når det efter alle logiske beregninger ser ud til at gå den gale vej. Der er håbet et lille lys i mørket.

Alligevel er håbet kun en del af de ellementer der skal til for at få det bedre, man kan ikke sidde og håbe sig til en recovery, hvis det ikke følges af valg, erkendelse og handlinger.

Man kan sige at håbet i sig selv er dejligt ufarligt, et menneske der håber udfordre endnu ikke omgivelserne for alvor, det er først når forandringerne kommer og man begynder at kræve sin egen plads i for hold til omgivelser/samfund.

Den personlige recovery udspringer af håb, vilje og nødvendighed, den dag man siger det skal være løgn, jeg vil ikke det her mere: - vedvarende indlæggelser, blive ved med at få depressioner, aldrig få et arbejde igen, være socialt issoleret, høre truende stemmer, føle angst osv.

Fra den dag beslutningen tages, til at man har opnået sit personlige mål, vil der være op og ned turer og hver gang man går ned i bølgedalen bliver man testet på sit håb og vilje, for når sindet er kaos er det svært at se sin fremtid klart, det er der håbet ulogisk eller ej viser sig som ven og hjælper. For ofte er man helt alene når man er mest forpint, om det er i sin lejighed, på gaden eller under en indlæggelse.

Recovery er anakistisk og når man taler om at støtte og hjælpe menneskers recovery, er det kun en lille del af det der skal til. Udfordringen for psykiatrien og bosteder er undgå at hindre brugernes recovery, at annerkende at det er muligt at blive rask. De kan ikke rede brugerne, recovery er et personligt valg, det er vigtigt at have ejerskab af sin egen process. Du kan ikke give recovery, det er en man må tage selv.

Recovery er den egne kamp, kombineret med de muligheder man har for inspiration, samværd, støtte, kærlighed. Først og fremmest fødes ideeen om at det kan lykkes at blive rask, i ens eget sind. Et håb og en vilje på trods af omstændighederne!

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post19

Angsten for ikke at være god nok på jobbet -når præstationen tager magten

ArbejdsmarkedPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Tue, January 20, 2009 18:21:42

Perfektionisme og rettidig omhu er gode egenskaber på arbejdsmarkedet, alligevel kan det ende i angst og selvbebrejdelser. Jeg har ofte set at ellers meget kvalificerede med en tidligere psykiske problemer har haft svært ved at takle ønsket om at kunne præstere på arbejdspladsen. Det behøver ikke at hænge sammen med arbejdsplads og arbejdsopgaver, men hvordan man ser sin egen rolle og de krav man stille sig selv.

Jeg vil fokusere på hvad man selv kan gøre og lade arbejdsgiverens rolle i sagen ligge i denne omgang. Jeg har selv tidligere hørt til de personer der altid syntes jeg kunne gøre det bedre og aldrig måtte begå fejl. Det var ikke nødvendigvis omgivelsernes krav til mig, men det jeg selv følte var nødvendigt for at være god nok! Det at føle at man er god nok er lidt af kernen. Selvværd er det, i sig selv at være noget værd som person, ikke ens præstationer. Ens syn på selvværd og hvad der er værdifuldt er noget der skabes af miljøet, hvad Far og Mor specielt har rost og lagt vægt på. Hvis rosen kun bygger på ens præstationer eller den "rette" adfærd og ikke "jeg er glad for at være sammen med dig" og at du er god nok bare for at være dig, vil livet let være en fortsat kamp for at være god nok gennem at præstere og vise den rette overflade til omgivelserne.

Den snigene følelse af mindreværd, kan polstres med perfektionisme og gå på mod og selvtillid, der ikke er det samme som selvværd. Når man virker perfekt udadtil vil omgivelserne automatisk opfatte en som er selvkørende og ikke behøver hjælp og støtte. På den måde ender man i en udsat position, styrken er kun tilsyneladende.

Det kan være meget svært, at selv komme til den erkendelse, at det er nødvendigt at bryde med det gamle mønster. Selv nederlag, følelsen af ydmygelser og at man ikke kan bunde kan fortsætte meget længe. Der er en tendens til over præstation og kaste sig ud i noget hvor de reelle kompetencer ikke er der (der ligger ydmygelsen, hvis man bliver afsløret). Mønstret er lagt så dybt i ens tanker og selvsyn, at det næsten føles som om det var et helt verdens billede der skulle forkastes -og på mange måder er det!

Jeg har selv gået i gennem den proces, efter mislykkede forsøg på at komme ud på arbejdsmarkedet. Jeg har fler gange oplevet at miste arbejdsevnen og få den tilbage, det er ikke let at gå i gennem, derfor blev jeg klar over at jeg måtte ændre strategi.

For 4 år siden var jeg så heldig at finde Colette Dowlings bog "Perfekte kvinder" i en genbrugsbutik. Det var ikke behagelig læsning, jeg kendte problematikken alt for godt og jeg vred mig under læsningen. Jeg kunne genkende min Mors rolle, som den der ville have det som hun syntes, var det perfekte barn, jeg var noget der skulle formes og ses. Jeg gjorde mit bedste for at leve op til det! Dette er en længere historie og har haft stor betydning for hvordan mit liv har set ud og hvordan jeg har ageret.

Efter jeg læste Colette Dowlings bog, har jeg bevidst forsøgt at ændre min adfærd og selvsyn. Jeg er nu forankret i det jeg kan og at jeg ikke kan alt, leve med småfejl (og store) og lære af dem på en positiv måde. Jeg er blevet bedre til at afgrænse mine kompetencer samtidigt med at jeg bygger videre på min viden. i dag ved jeg: At uanset hvad jeg kan og ikke kan er jeg god nok!

Adressen på Colette Dowlings hjemmeside: http://www.colettedowling.com/

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post18

Kemisk glæde også til de raske?

SelvudviklingPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Mon, January 19, 2009 15:50:31

Efter suksessen med lykkepillerne, er medicinalindustrien i gang med at skabe en "glæde pille" til de raske, der ønsker et løft i verdagen, en af opgaverne er at finde frem til en pille med færre bivirkninger end lykkepillerne.

En type pille der giver mindre stress og uro og på den måde gør den der anvender pillen, en anelse skarpere i forhold til job og det sociale. Det lyder som en nem og hurtig løsning, alligevel vil blive svært at undgå bivirkninger og at ved at fremhæve nogle egenskaber kemisk vil hæmme nogen andre. Det kunne ligne drømmen om en ny personlighed, at blive af med alle de triste og dårlige egenskaber, man synes står i vejen for det gode liv. Om vi ønsker mental eller fysisk transformation udspringer fra det samme ønske om hurtig forandring eller mulighed for at stille uret tilbage til bedre tider. For begge dele skal lykkes, er vejen nok lidt mere personligt krævende.

Men hvor glade skal vi så være? - Hvornår blev det et krav, i forhold til at være god nok? Jo sartere vi bliver med hensyn til mod gang i livet og hurtigt føler den snigende fornemmelse at man er for længe om, at få det godt igen, efter en skilsmisse, dødsfald, sygdom, fyring, gør os usikre og sårbare. Før i tiden var vi klar over at ting tager tid og vi ikke bare er oppe og hoppe 14 dage efter. I dag mærkes presset, at vi ikke har tiden til den slags! På den måde sygeligør vi let normale tanker og følelser. Vi kan faktisk ende som vestlige skvat, mennesker andre steder på jorden må tage død og ulykke i stiv arm, forskellen er nok at man selv, venner og naboer kender vilkårene og derfor lettere kan rumme og evt. hjælpe.

Det er få mennesker der oplever at slå øjnene op vær morgen og føle sig lykkelig, alligevel er det vigtigt at gøre hvad man kan for et godt liv. Det er et spørgsmål om at acceptere de mørkere sider af tilværelsen og samtidigt søge mod det lyse. Jeg tror ikke på det sort/hvide, livet har kontraster og mellemtoner - det er ikke nødvendigvis sådan -at hvis man ikke er er lykkelig, er man ulykkelig!

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post17

Når diagnosen bliver identitets skabende

Psykisk sygdomPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Sun, January 18, 2009 16:28:03

Nogen gange bliver jeg spurgt om min diagnose, ikke i forbindelse med sundheds væsnet eller lignende, men af mennesker jeg møder i min verdag, der er blevet klar over at jeg har haft en psykisk sygdom.

Jeg plejer at blive lidt overrasket, "Jo ja, Jeg har haft en angst psykose, jeg blev af med for flere år siden og depressioner", for det der har været mit fokus gennem årene har været hvordan jeg havde det og hvordan jeg kunne få det bedre, ikke overskriften. Jeg har undersøgt hvordan forskellige tilstande symptomer virkede og grunden til dem og ikke mindst hvordan jeg blev af dem!

Problemet med diagnoser er at de kun ser på symptomer/sygdom hos personen, det er fordi man har dianostiserer fysiske sygdomme udfra hvad der ikke fungere, hvis man brækker et ben, er det jo det brækkede ben det drejer sig om, at resten af kroppen fungere er der jo ingen grund til at skrive.

Den form for diagnostisering har man også anvendt på psykisk sygdom, det har været med til at både psykiatrien, patienter og familie har fået indpodet et mangel syn, frem for ressource syn omkring psykiske lidelser, resourcer og evner hos patienterne er ikke blevet nævnt, det er også med til at diagnoser ikke er behagelig læsning, det er ikke det hele menneske der er forsøgt beskrevet.

Desværre er det jo det hele menneske der er afgørende for at komme sig fra en psykisk sygdom. Og det er derfor vigtigt at blive set som et helt menneske ikke en diagnose bestående af symtomer. Psykisk syge kan blive så stigmatiserede at de næsten præsentere sig med deres diagnose, som noget af det første, uanset i hvilken forbindelse.

Hvis man ikke kender til psykiske sygdomme forestille sig, at diagnosen har stor betydning for behandling og medicinering, modsat fysiske lidelser som for det meste kan diagnostiseres ret præsis, er psykiske problemer individuelle og sjældent konkrete på samme måde. Behandling med medicin er noget man afprøver på den enkelte og udfra erfaringer. Så det er bare om at have en fornuftig Psykiater!!! - Hvis ikke er man på den!!!

Mange med en psykisk lidelse er også selv ret fokuserede på deres diagnose, også i forhold til andre med psykiske problemer "dette er specielt for mig -og os", min erfaring er nu at uanset diagnose er der så meget fælles at diagnoser burde være underordnet, der er symptomer/tilstande man har gennemlevet, det gør ikke en til en dianose. Det er den egne erkendelse og indsigt i at forstå bagrunden for symptomer og selv få værktøjer til med tiden at mindske dem, er det der er væsentligt.

Opgaven er at kunne se det hele menneske, at kende sine resourser og blive annerkendt for dem af omgivelserne -det er en af grundstene i recovery tanken.

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post16

Krop og psyke -at se holistisk på samspillet

Psykisk sygdomPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Tue, January 13, 2009 16:40:42

Har man psykiske problemer over en længere periode oplever man ofte at få fysiske symptomer, bla. i form af muskel spændinger eller psykosomatiske smerter. Ofte kan det være svært at gennemskue årsagen både for en selv og læger. Også fordi at de fysiske sympteomer kan have en tendens til at sætte sig på "svage" steder, det vil sige at et ægte fysisk symtom kan forstørres psykisk.

Muskelspændingerne opstår som et stress signal, men da mange ikke er opdraget til at reagere på kroppen advarsler eller ikke har overskud til at reagere, kan symptomerne forværres over tid og blive kroniske, spændinger og forkerte bevægelses mønstre vil over tid belaste kroppen og gøre det svære at blive af med dem.

Bare det at kunne mærke sin krop, er noget man kan miste under en psykisk sygdom, miste kropsfornemmelsen, det kan betyde at tollerencen i forhold til at andre rør ved en er meget lav og/eller at man ikke er opmærksom på kroppens signaler. På den måde kan man være i den situation at man har fået det godt psykisk, men stadig døje med ondt i kroppen. På den måde føles det stadigt som om man ikke er helt rask.

Personligt mener jeg at fokus og forebyggelse af fysiskeproblemer er meget vigtig i forhold til psykiske lidelser, psykiatrien er opmærksom på at motion er godt, men mange har for meget ubehag i kroppen til at begynde og fortsætte med motion, der skal være en overgang hvor kroppen heler, inden den kan klare nye belastninger. Der er fysioterapeuter tilknyttet psykiatrien og der er udviklet systemer til at lære at afslappe, strække kroppen og vejertræknings øvelser. Der bliver arbejdet med noget der hedder BAT Body Awareness Therapy, noget jeg selv går til til.

Der er ingen tvivl om at mange kunne have brug for tilbud om bla. BAT, afspænding, psysiotherapi. Smertene kan være meget hæmmende for livskvaliteten og en kredsen omkring fysiske problemer kan fastholde den enkelte, i en forståelse af sig selv som kronisk sygdomsramt.

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post15
« PreviousNext »