Recovery og empowerment

Recovery og empowerment

Tanker og meninger om at få psykisk modstandskraft

Hvad skal der til for at komme sig efter en psykisk lidelse og hvordan får man magten i eget liv!

Diagnosen som identitetsskabende 2

Psykisk sygdomPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Tue, February 03, 2009 17:29:52

En psykiatrisk diagnose bygger på det man kan observerer udefra og patientens egne beskrivelser af symptomer. Patientens symptomer kategoriseret efter et diagnose system hvor den enkelte, bliver anbragt under den diagnose beskrivelse der passer bedst. Det kan så give nogen retningslinier for behandlingen.

Det bør være logik at denne diagnose ikke er en fyldestgørende beskrivelse af et menneske, det er godt nok for psykiateren som værktøj, men for patienten kan det forholde sig anderledes og kan blive invaliderende for patienten, især hvis man ikke snakker i gennem hvad en er diagnose -og hvad er den ikke er!

Den psykiatriske diagnose rammer så dybt i et menneskes selvforståelse, at jeg er ved at mene, at den er et psykisk overgreb, oven i de problemer og traumer patienten i forvejen har, jo mere modstandskraft man har jo lettere er det at se objektivt på sin diagnose og tage den for hvad den er, det er få har den sikkerhed og modstandskraft når de møder psykiatrien (af gode grunde).

Mennesker med psykiske problemer er ofte meget optaget af, hvordan omgivelserne opfatter dem, sårbare overfor bemærkninger, kritik. Det kan være svært at holde fast i selv opfattelsen, især den positive, netop derfor er diagnosen vanskelig at bearbejde og se på objektivt. Selvfølgelig er der mange der også finder lettelse i at få at vide hvad der er i vejen, at få sat ord på, det er også væsentligt i forhold til erkendelse og for at komme videre derfra.

Jeg mener at en diagnose burde følges af en ressource udredning, ofte selv når en patient er meget dårlig er der altid nogen ressourcer tilstede, det gør selvfølgelig at sådanne beskrivelser skulle ændres over tid, men da symptomer og ressourser forandres gennem tid, er det vel rimeligt. Det at der var en tilhørende beskrivelse af et mere helt menneske, kan hjælpe patienten, til at blive mindre stigmatiseret og mere fokuseret på hvad der er at bygge på for at få det bedre.

En psykiatrisk diagnose er noget andet end en diagnose, i forbindelse med en konkret fysisk diagnose. Den føles som en dom over selvet. Samfundets dom. - Og hvordan skal man komme videre derfra?

Den er mere end et værktøj for psykiatere, måske fordi vi og samfundet lægger for meget vægt på den og tillægger den for meget betydning. På mange måder er vi meget lidt autoritære og kritiske i dag, pudssigt nok gælder det ikke synet på psykisk sygdom og psykiatrien, hvilket er noget af et paradoks, er det fordi samfundet er så angst for de psykisk syge at de siger:”Det er nok nødvendigt at behandle de psykisk syge på den måde, det ved psykiatrien bedst, bare vi slipper for at komme tæt på”.

Skam og stigma stækker dem med diagnosen, man kan blive meget vred og kæmpe med psykiatrien om sin diagnose i den tro at den har en reel betydning, eller man resignere –sådan er det bare! Man kan også hygge sig i diagnose fællesskaber, med andre med samme diagnose, det kan være en hjælp for nogen, men også med til at være fastlåsende og identitetsskabende på sigt. Så længe psykisk syge selv ser andre med en anden diagnose som anderledes, (det har jeg ofte oplevet), er vi langt fra målet, med at komme væk fra diagnose tænkning.

Vi må lære at slippe diagnose synet, at der er andre måder at opfatte psykisk sygdom og ikke mindst ens egen selvopfattelse som ”Diagnose bærer” - når diagnosen er smidt ud af rygsækken er det lettere at færdes i verden!

Et link der fortæller lidt om baggrunden for den psykiatriske diagnose: http://www.psyknet.dk/Forside/Psykiske_lidelser/modernisering/Hvad_er_en_diagnose/hvad_er_en_psykiatrisk_diagnose.htm

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post25

At blive personligt ramt af et eksistentielt spørgsmål

Psykisk sygdomPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Sat, January 31, 2009 10:31:47

Jeg har ofte tænkt at mennesker med en psykisk sygdom alle er bærer på et eller flere eksistentielle spørgsmål, et spørgsmål der personligt har ramt på en måde, at det er svært at slippe og samtidigt vanskeligt at finde svaret. I nogen tilfælde er spørgsmålet hverken formuleret eller reflekteret, en hemmelighed for en selv, alligevel er det der konstant. Et spørgsmål der rammer så dybt at det gør ondt.

Når mennesker akut og pludselig oplever at blive psykisk syge, i forhold til traumatiske oplevelser, er det jo ikke bare den aktuelle oplevelse, men de spørgsmål den stillet til ens egne forestillinger om det man har lært og det samfund man lever i, lige pludselig passer tingene måske ikke så godt som tidligere og man er rystet i sin grundvold. Ofte siger folk når der sker noget traumatisk ”jeg troede aldrig det ville hænde for mig” Det er lidt af en floskel, den menneskelige forestilling om usårlighed, der på en måde beskytter os, men alligevel er en stor illusion – i verdagen giver det fedt på nerverne, men i det øjeblik tingene rammer, kan forestillingen slå benene helt væk under en. Det trodser ens verdensbillede og ens selvbillede - og så er man ramt alvorligt. Der er det vigtigt at finde fodfæste gennem refleksion og samtale, at finde ud af at andre har stået i samme situation.

For andre kan det være familie/samfunds normer/forestillinger der gør at man stiller spørgsmål. Nogen gange kan det spørgsmål personligt virke meget farligt og tabubelagt, selv om det i grunden kan være et meget alment eksistentielle spørgsmål, det er mere det at det dybt forankret i personen der gør det så stort og farligt.

Det sker også at man kan nå erkendelser, men af en art der er svært at formidle til omgivelserne, det at vide noget omgivelserne ikke kan tage ind, der ligger en stærk følelse af at være udenfor, på den måde kan der fremkomme et nyt eksistentielt spørgsmål.

Vi vil gennem livet opleve at der kommer nye spørgsmål og at nogen af de gamle spørgsmål finder svar, refleksion og afklaring.

Filosoffer stiller spørgsmål og forsøger at finde svar, hvem er jeg, hvem er vi, hvad er vilkårene. For nogen er det ikke bare en intellektuel øvelse, men en indre kamp og en længsel efter svar. Svaret er gemt i refleksionen og iagttagelsen og ikke mindst i dialogen med andre.

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post23

Når diagnosen bliver identitets skabende

Psykisk sygdomPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Sun, January 18, 2009 16:28:03

Nogen gange bliver jeg spurgt om min diagnose, ikke i forbindelse med sundheds væsnet eller lignende, men af mennesker jeg møder i min verdag, der er blevet klar over at jeg har haft en psykisk sygdom.

Jeg plejer at blive lidt overrasket, "Jo ja, Jeg har haft en angst psykose, jeg blev af med for flere år siden og depressioner", for det der har været mit fokus gennem årene har været hvordan jeg havde det og hvordan jeg kunne få det bedre, ikke overskriften. Jeg har undersøgt hvordan forskellige tilstande symptomer virkede og grunden til dem og ikke mindst hvordan jeg blev af dem!

Problemet med diagnoser er at de kun ser på symptomer/sygdom hos personen, det er fordi man har dianostiserer fysiske sygdomme udfra hvad der ikke fungere, hvis man brækker et ben, er det jo det brækkede ben det drejer sig om, at resten af kroppen fungere er der jo ingen grund til at skrive.

Den form for diagnostisering har man også anvendt på psykisk sygdom, det har været med til at både psykiatrien, patienter og familie har fået indpodet et mangel syn, frem for ressource syn omkring psykiske lidelser, resourcer og evner hos patienterne er ikke blevet nævnt, det er også med til at diagnoser ikke er behagelig læsning, det er ikke det hele menneske der er forsøgt beskrevet.

Desværre er det jo det hele menneske der er afgørende for at komme sig fra en psykisk sygdom. Og det er derfor vigtigt at blive set som et helt menneske ikke en diagnose bestående af symtomer. Psykisk syge kan blive så stigmatiserede at de næsten præsentere sig med deres diagnose, som noget af det første, uanset i hvilken forbindelse.

Hvis man ikke kender til psykiske sygdomme forestille sig, at diagnosen har stor betydning for behandling og medicinering, modsat fysiske lidelser som for det meste kan diagnostiseres ret præsis, er psykiske problemer individuelle og sjældent konkrete på samme måde. Behandling med medicin er noget man afprøver på den enkelte og udfra erfaringer. Så det er bare om at have en fornuftig Psykiater!!! - Hvis ikke er man på den!!!

Mange med en psykisk lidelse er også selv ret fokuserede på deres diagnose, også i forhold til andre med psykiske problemer "dette er specielt for mig -og os", min erfaring er nu at uanset diagnose er der så meget fælles at diagnoser burde være underordnet, der er symptomer/tilstande man har gennemlevet, det gør ikke en til en dianose. Det er den egne erkendelse og indsigt i at forstå bagrunden for symptomer og selv få værktøjer til med tiden at mindske dem, er det der er væsentligt.

Opgaven er at kunne se det hele menneske, at kende sine resourser og blive annerkendt for dem af omgivelserne -det er en af grundstene i recovery tanken.

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post16

Krop og psyke -at se holistisk på samspillet

Psykisk sygdomPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Tue, January 13, 2009 16:40:42

Har man psykiske problemer over en længere periode oplever man ofte at få fysiske symptomer, bla. i form af muskel spændinger eller psykosomatiske smerter. Ofte kan det være svært at gennemskue årsagen både for en selv og læger. Også fordi at de fysiske sympteomer kan have en tendens til at sætte sig på "svage" steder, det vil sige at et ægte fysisk symtom kan forstørres psykisk.

Muskelspændingerne opstår som et stress signal, men da mange ikke er opdraget til at reagere på kroppen advarsler eller ikke har overskud til at reagere, kan symptomerne forværres over tid og blive kroniske, spændinger og forkerte bevægelses mønstre vil over tid belaste kroppen og gøre det svære at blive af med dem.

Bare det at kunne mærke sin krop, er noget man kan miste under en psykisk sygdom, miste kropsfornemmelsen, det kan betyde at tollerencen i forhold til at andre rør ved en er meget lav og/eller at man ikke er opmærksom på kroppens signaler. På den måde kan man være i den situation at man har fået det godt psykisk, men stadig døje med ondt i kroppen. På den måde føles det stadigt som om man ikke er helt rask.

Personligt mener jeg at fokus og forebyggelse af fysiskeproblemer er meget vigtig i forhold til psykiske lidelser, psykiatrien er opmærksom på at motion er godt, men mange har for meget ubehag i kroppen til at begynde og fortsætte med motion, der skal være en overgang hvor kroppen heler, inden den kan klare nye belastninger. Der er fysioterapeuter tilknyttet psykiatrien og der er udviklet systemer til at lære at afslappe, strække kroppen og vejertræknings øvelser. Der bliver arbejdet med noget der hedder BAT Body Awareness Therapy, noget jeg selv går til til.

Der er ingen tvivl om at mange kunne have brug for tilbud om bla. BAT, afspænding, psysiotherapi. Smertene kan være meget hæmmende for livskvaliteten og en kredsen omkring fysiske problemer kan fastholde den enkelte, i en forståelse af sig selv som kronisk sygdomsramt.

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post15

Er psykisk sygdom kronisk?

Psykisk sygdomPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Sun, January 11, 2009 12:53:32

For ikke så mange år siden, så man på psykisk sygdom som en kronisk lidelse, med livslang medicinering. Fornyligt er der kommet en undersøgelse fra WHO om at hver anden med en psykisk lidelse kommer sig.

Hvordan kan det så være at man har set psykiske lidelser som kroniske? Tja, det er en gammel historie: I 1800 tallet havde man svært ved at skelne mellem forskellige psykiske lidelser også psykiske symptomer der stammede fra fysiske sygdomme. Psykiske symptomer der stammede fra fysiske sygdomme er, hvis de ikke kan behandles kroniske og patienterne vil få det dårligere med tiden.

Afdelingerne bestod af mennesker neurologiske lidelser, udviklingshæmmede, hjerneskader, syfilis patienter og mennesker med fysiske lidelse der kunne give psykiske symptomer vi ikke ser i dag. Altså en blandet forsamling der blev stuvet sammen. Udover det, har institutionsprægningen, tvang, overmedicinering holdt patienerne fast i rollen og mange gamle sindsyge anstalter arbejdede folk, derfor kunne det være smart at beholde de arbejdsduelige!!!;-)

Der har altid været nogen der har kommet sig fra en psykisk sygdom, desværre har psykiatere og forskningen været mere interesserede i de patienter der ikke kunne få det bedre, istedet for at se hvad det var der skete for dem der kom sig.De dårligste blev på afdelingerne -dem der slap ud og ikke kom igen var udenfor systemets interesse og skulle nok holde sig væk!

Det er faktisk skræmmende hvilken virkning det første budskab man får fra psykiatrien er, for ens muligheder for senere at komme sig, får man en besked om kronisitet og at det er kemi i hjernen der gør at man er syg og man skal forvendte at få medicin resten af livet - eller budskabet er at man kan komme sig og at medicenirengen kun er en midlertidig hjælp eller ikke nødvendig - at det er noget man selv kan gør noget ved og påvirke forløbet. Desværre er det ikke så længe siden patienter blev mødt med kronisitets tanken, unge mennesket der har troet på kronisitet og kemi, når lægen sagde det.

Der har været spændt ben for muligheden for at komme tilbage til samfundet, stigmatisering, tabu, skam. Det har været en kollosal bariere for den enkelte.

Tankevækkende er også at mange psykisk syge har lettere ved at opnå recovery i ulande, først troede man det måtte være en fejl, så man undersøgte det igen!!! Det viste sig at det var fordi de psykisk syge hurtigere blev inkluderet i bla. arbejdslivet. Når man kunne arbejde gik man bare i gang igen, i mindre specialiserede samfund er der masser af manuelt arbejde, der er godt at starte med.

Vores overspecialiserede samfund, hvor man hurtigt falder tilbage hvis man er udenfor arbejdsmarkedet for en tid, gør det vanskeligt at komme tilbage.

Udfaldet af en psykisk sygdom har meget med det omgivende kultur/samfund at gøre. Både som udløsende faktor og for muligheden for fuld recovery. Man kan som psykisk syg gøre sit, for at tage ansvar for sin situation - men det betyder også at omgivelserne/samfundet forstår sin rolle som medspiller i den proces!

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post14

Dæmoniseringen af psykisk sygdom i medierne

Psykisk sygdomPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Wed, January 07, 2009 09:26:17

Mediernes vinkler på psykisk sygdom er ofte fra de pårørendes synspunkt eller historier om psykisk syge kriminelle, det gælder især dagspressen. Der har været informative artikler om depression og angst fobier de sidste år, hvilket har givet lidt mere viden om det emne og gjort det lidt lettere at sige at det er det man har/har haft, til omgivelserne. Når det gælder andre diagnoser er det lidt anderledes, psykose og skitsofreni synes at være for svære at formidle.

Personligt går jeg ikke op i diagnoser, det er vigtigt at se på mennesket og de personlige egenskaber og symptomerne er individuelle, så generaliseringer holder ikke. Nogen diagnoser virker mere asseptable end andre, det har bare intet med den enklte person at gøre, det kræver at man møder mennesket bag diagnosen! Man er ikke sin diagnose og der er absolutte muligheder for med tiden at kunne overvinde symptomerne. Hvem det bedst lykkes for kan ikke læses udfra hvor tunge diagnoserne er, feks. er der gode muligheder for at komme sig fra skitsofreni. (Der diskuteres om diagnosen skitsofreni overhovedet existere, egentlig dækker den over forskellige symptomer og betyder nærmest meget alvorlig psykiske problemer).

Skitsofreni og psykose er de diagnoser der bliver mest dæmoniseret i medierne og film, hvor de ofte beskrives som uforståelige og irationelle, der er ingen tvivl om at hvis man skal beskrive hvad der foregår inden i, under en psykose kræver det god viden eller man har prøvet det selv, det nytter ikke at finde de mest faverige beskrivelser fra patienter case storys og så smække dem sammen til en film eller artikel. Det ville være dejligt hvis der var flere journalister der ville bruge tid på at sætte sig ind i emnet, men dsværre er det nok et emne der ikke er nok interesse om undtagen nogen gange om året når der er sket noget alvorligt.

Der ligger stadigt en stor opgave i at formidle og oplyse om psykisk sygdom, det handler ikke bare om de andre - det handler om os alle, når man først forstår baggrunden er der meget mere end man tror, der kan gendkendes, så bliver det menneskeligt og man kan forholde sig til det. Ofte er det vores egen frygt vi møder når vi tager afstand fra psykisk syge.

Det er også vigtigt at fjerne myten om at diagnoser er kroniske for resten af livet, psykiatrien arbejder ikke længere udfra den tese, men mange tror stadigt at det forholder sig sådan, at når men først er psykisk sig så er det for resten af livet, mange med en psykisk lidelse tror stadigt på det, fordi det var den besked de fik, da de mødte psykiatrien for år tilbage. Desværre er det ikke så længe siden det var beskeden til patienter og pårørende.

Der er en del foreninge der arbejder med oplysning og formidling omkring psykisk sygdom, der skal bare meget mere til og med nye muligheder for formidling også fra enkelt personer, bør der være bedre muligheder for at sprede viden på en mange facetteret måde i fremtiden.

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post10

En fejfri kæreste!

Psykisk sygdomPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Sun, December 21, 2008 00:45:14

På netdating markedet lever drømmen om den perfekte eneste ene, efter et lille år på et par populære datingsider, har jeg luret lidt på tendenserne!

Jeg var bla. på en side med mulighed for debat og af og til dukket emnet op om det var ok at satse på en kæreste med psykiske problemer eller om man kunne date en på antidepressiver. Da 25% af den danske befolkning før eller siden vil få psykiske problemer, kan man roligt regne med at de også er på dating siderne på nettet. Psykisk er ikke "de andre" de er "os". Nogen stod faktisk frem på debatten og fortalte om at de tog lykke piller.

Noget af det jeg bemærkede på nettet er at folk generelt er ret flygtige i deres interesse, det er svært at vide om de seriøst søger et andet menneske i deres liv eller om de har en urealistisk ide om en drømme kærste der ikke existerer i virkeligheden. På den bagrund er det ikke lettere at agere som kæreste søgende når men har haft en psykisk lidelse og ens fortid ser lidt anderledes ud end idealet. Jeg plejer at sige at datingsites er et mainstream helvede, hvor folk presenterer sig selv på den mest upersonlige måde i deres profil tekster i håb om at kunne tiltrække så mange som muligt uden at skræmme nogen væk.

Jeg valgte at jeg kun gad at fortælle om min fortid når jeg syntes det var reellvant, alligevel tror jeg at de fleste nok bemærkede at jeg var lidt speciel bla. fordi jeg er blevet vant til at reflektere meget og ikke gider at snakke overfladisk hvis jeg kan slippe for det!!!

Efter en date med en hvor jeg havde sagt at jeg holdt foredrag om psykisk sygdom udfra mine egne erfaringer, måtte han indrømme at han havde fundet mig lidt småskør på den charmerende måde, men efter at han havde set min hjemmeside, havde han fået respekt for min baggrund for mit arbejde og at han selv havde haft en depression i en periode. Det er faktisk det man også begynder at opdage når man taler åbent, at langt de fleste er ok med det og de selv har haft deres at slås med!!! Guderne må vide at skilsmisser osv. kan gøre at folk for en tid går ned med flaget -og det er vel ok, kriser man kommer over gør jo ikke en ringere, tvært imod!

Hvis den perfekte og fejlfri kæreste findes, er det nok fordi man ikke kender ham/hende i dybden ellerer så forelsket at man ikke vil se andet. Nogen gange må man bare turde møde den man ikke troede var den rigtige og blive positivt overrasket!

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post5