Recovery og empowerment

Recovery og empowerment

Tanker og meninger om at få psykisk modstandskraft

Hvad skal der til for at komme sig efter en psykisk lidelse og hvordan får man magten i eget liv!

Bliver psykisk syge stressede af recovery?

RecoveryPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Tue, June 30, 2009 12:09:03

Kan man blive stresset af recovery? Tja, det kan man, men jeg tror det er fordi recovery og social rehabilitering bliver blandet sammen som begreber både af psykiatrien væresteder og brugerne.

Først og fremmest er recovery en personlig proces og et eget valg, så uanset omgivelsernes ønsker og krav, er selve recoveryen ens eget projekt, det kan så støttes gennem forskellige aktiviteter, der enten er målrettede får mennesker med psykiske problemer, eller for den sags skyld egne aktiviteter som motion, interesser, netværk.

Mange gange ses recovery som en helhed af bruger og "hjælpere" der gør at man til sidst opnår recovery, det er også rigtigt, men effekten kan ikke institutionaliseres eller sættes på formel eller fremskyndes - og "hjælperne" skal være mennesker man har tillid til og respektere, ens egne personlige mentorer man selv vælger i livet!

At komme sig af en alvorlig psykisk sygdom, tager mellem 8-15 års hårdt (og resten af livet) arbejde med op og ned ture og til nogen tider vil man opleve at der sker rigtigt meget positivt og til andre tider vil man næsten kunne miste det hele igen, sådan vil det være når en proces er så langvarig og har så mange etaper og udfordringer, udover hvad der ellers hænder i ens liv.

For så vidt kan man ikke mislykke sin recovery, så længe man stadig lever, den kan altid genoptages, ikke altid fra der man slap, alligevel kan vejen op igen, være stejl men også overraskende hurtig, man er ikke nødvendigvis så langt fra målet som man selv tror!!!

Det det drejer sig om er at blive et menneske der lever i samspil med andre, at kunne det man vil, at føle friheden til at handle og at kunne have et godt samværd med omgivelserne, at være en fuldgyldig del af den omgivende verden. Om det så er at være ude på arbejdsmarkedet eller andre mål, for målene sætter man SELV, der skal ikke være en fast skabelon for hvad en "rigtig" recovery er, det kan bare blive et andet tyrani.
Jeg har oplevet en der sagde at jeg ikke havde opnået fuld recovery før jeg ikke var på pension og havde et lønarbejde.............og skulle det så være på 37 timer for at være helt rigtigt!!! - den slags mennesker kan godt pakke sammen, for det er også en del af en recovery proces at opnå den modstandskraft der skal til for at leve med andres fordomme og manglende viden.

Personligt er jeg stadig igang med min recovery for fuld kraft, men jeg bestemmer SELV farten og hvad jeg selv vil med mit liv!!!

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post30

Er recovery som ord og begreb blevet fortærsket!

RecoveryPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Tue, June 30, 2009 12:06:37

Recovery har været mantra i de seneste år, men efterhånden er begrebet blevet lidt af en rodebutik, med mange misopfattelser, blandt både behandlere og brugere.

Alain Topors glimrende arbejde med at fremlægge recovery tanken, hvor han gør rede for hvor omfattende processen er, er endt i at psykiatrien tror at man kan køre en recovery pølsefabrik, hvor brugerne efter et par år smutter ud som rehabiliterede samfundsborgere, bare man arbejder udfra recovery tanken.

At mennesker kan komme sig fra en alvorlig psykisk sygdom, gennem et valg og personlig stamina er et faktum, men dem det er lykkedes for, har anvendt mange år og hårdt arbejde deres recovery, med eller uden omgivelsernes hjælp og støtte.

Selvfølgeligt er det godt hvis samfundet annerkender at det er muligt at komme sig fra en psykisk sygdom og at man arbejder på bla. at mindske de skader institutions prægning giver psykisk syge.

For at opnå recovery er der i første omgang synptomerne -at lære at kunne takle og mindske dem. Så er der udfordringen omkring det sociale, stigma og selvstigma og ikke mindst empowerment, at tage magten i eget liv!

Det øjeblik man ser nødvendigheden af at handle selv i forhold til sine symptomer og livsituation er empowerment. Det der er så afgørende for om det kan lykkes er om man kan holde fast i nødvendigheden og visionen om "et bedre liv", om det så er et enkelt ønske for fremtiden, eller et større hele, det afgørende er bare at man ikke VIL sin nuværende situation og brænder for sit håb/vision, nok til at kunne kæmpe de år det tager at komme sig helt eller delvis. For som recoveryen skrider frem kan det føles som man kommer fra asken i ilden, det bliver ikke lettere, sværheds graden stiger!

Jeg plejer at kalde det hardcore selvudvikling, når jeg taler med folk der ikke kender begrebet recovery, måske vi om nogle år kan vinde ord der bedre dækker processen, der også adskiller psykiatriens arbejde med recovery, fra brugerens prersonlige arbejde, jeg tror at det vil få empowerment delen mere frem, jo en recovery kan støttes, men i sidste ende er den ens eget ansvar, den egen vilje der giver resultatet

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post29

Empowerment og hjælpekultur -magt og afmagt

EmpowermentPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Mon, February 09, 2009 20:47:44

At hjælpe/støtte mennesker med psykisk sygdom og blive hjulpet/støttet som psykisk syg er en svær balance! -det at kunne støtte mennesker i akut krise eller med en vanskelig hverdag, der har et behov for støtte, samtidigt med at de skal lære og finde egne værktøjet til at takle tilværelsen.

Som medarbejder i psykiatrien, væresteder, bosteder, er det er en personlig og faglig udfordring og samtidigt med at et er spørgsmål om ledelsens værdier og arbejdsmetoder.

Det at forstå den enkelte brugers behov og ressourcer uden at køre frem med den samme løsnings model, det kræver mere tid og indlevelse fra medarbejderne og at ledelsen kan se at det er det der skal til.

Kan man hjælpe for meget? –absolut! For brugeren kan det i situationen virke tillokkende, men det hænder, hvis der opstår problemer i situationen, at netop hjælpen i forhold til brugerens egentlige behov måske ikke hænger sammen –på den måde ender det med ikke at være en hjælp, men kan få brugeren til at føle sig afmægtig og uforstået – den følelse kan også deles af medarbejderen! Ret utilfredsstillende for alle.

Eksempel: Hjælp der foregår hen over hovedet på brugeren, hjælp der virker nedvurderende på brugeren, at spørge om hjælp - der bliver overhørt og hvor man ikke tør spørge igen, voksen rolle/barne rolle, at den personlige kemi og måde at løse ting på er for forskellig.

Mennesker har en ide om hvordan de gerne vil opfattes af omverden, uanset hvordan de har det, ønsker de at blive set og hørt som ”rigtige”, at blive mødt positivt og empatisk, at blive forstået. Det er ikke altid let at opnå i situationen, men man kan blive bedre til at spejle andre positivt og på den måde opnå den tillid der gør at det bliver nemmere at nå indtil kernen af situationen.

Hvad kan du gøre, hvad kan jeg gøre. Hvad er planen, kortsigtet/langsigtet. Er det til at overskue? Hvad skal der til for at overskue det? Og ikke mindst, planer kan/bliver ændret, det er en vigtigt erkendelse for både bruger og medarbejder! Når en bruger stiller sig på bagbenene behøver det ikke at betyde et nederlag for medarbejderen eller at der er noget i vejen med brugeren, det er den negative konklusion der gør at tingene ikke bliver løst og frustrationerne vokser, nogen gange kan det påvirke omgivelserne, udover de direkte involverede og den ond cirkel er etableret. Her er kun tabere!

Som medarbejder kan man ubevidst tromle brugere, via automatiske løsnings modeller og ved at blive personligt såret hver gang der opstår misopfattelser og uenighed. En anden situation er, at man med de bedste intentioner som medarbejder kan ende i ”pårørende fælden” man ønsker at hjælpe, men glemmer hvem der egentlig er der skal gøre arbejdet, man kan ikke give folk recovery eller empowerment, hvis de ikke selv arbejder/tager ansvar. På den anden side skal man aldrig undervurdere folks mulighed for recovery uanset livs situation og symptomer.

Det er der medarbejderens personlige udfordring og selvudvikling ligger, arbejder man med mennesker der har brug for udvikling eller er godt i gang med at udvikle sig, må det gerne også afspejles hos medarbejdere og arbejdspladsen. Er omgivelserne statiske og upåvirkelige hvordan kan man så heles og komme videre i livet gennem det miljø?

Det optimale er at skabe steder med gode muligheder for at kunne få det bedre og stå på egne ben, at alle de steder psykisk syge kommer - om det er psykiatrien, socialpsykiatrien, bosteder, væresteder, arbejder aktivt med bruger styring, anvende ressurcepersoner med egne erfaringer med psykisk sygdom, at fortsat søge viden om hvordan man styrker mennesker til livet.

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post28

Skolen som sorterings mekanisme – når børns værdifulde resurserne går til spilde

Stigma og selvstigmatiseringPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Sun, February 08, 2009 11:33:47

Man kan ikke sige at skolesystemet i almindelighed har ændret sig væsentligt i de sidste 30 år, der har længe været progressive og nytænkende skoler og så har der været forskellige variationer af det mere mainstream skolesystem.

I de år er mange børn blevet tabt allerede tidligt i deres møde med skolen, man skal ikke være meget anderledes i sin læring før der kan opstå problemer, der kan få konsekvenser for resten af livet. Det er meget varierende hvor gode skoler er til at give ordblinde den rette hjælp, man har længe haft stor viden på området, desværre er der børn/voksne der aldrig har fået glæde af den. Børn med indlæringsvanskeligheder eller meget intelligente børn har stadig risiko for at ikke passe ind i skolesystemet, så selvværdet og ressourcer aldrig bliver anerkendt og udviklet. Det danske skoldesystem er skabt for det ”gennemsnitlige barn” Er et barn uden for det område kan det gå grueligt galt.

At uddanne børn er et stort ansvar, hver gang et barn ikke får den optimale uddannelse efter dets egne evner, har samfundet mistet en mulighed. Vi kan som samfund importere veluddannet arbejdskraft, når vi ikke selv har den tilgængelig, spørgsmålet er bare om det ikke var mindre kynisk og en bedre ide at udnytte det potientale der er i forvejen, hvorfor glemme og overse mennesker der kunne deltage værdifuldt i det danske samfund?

Mangelfuld uddannelse, dårlige erfaringer med skolesystemet, giver mennesker, en følelse af at der ikke er plads til dem og en manglende tillid til sig selv og samfundet, at blive kasseret. Det værste er at de fleste kunne have haft andre muligheder, hvis der havde været mere rettidig omhu i forbindelse med skolens indsats.

Børn lære på mange forskellige måder, derfor burde det være naturligt, at lære et skole pensum på forskellige lærings måder. Det skulle også være muligt at skabe platforme inden for skolen, for børn med specielle interesser evner, teknisk, kreativt osv. Børn der får lov til at vise hvad de kan, ud fra interesser og evner vil blive bedre til andre fag og styrke dem socialt. At være den der ikke kan det de andre kan, eller kunne mere uden mulighed for at udvikle det i skole regi kan være meget pinefuldt for et barn. Ikke at blive set og ikke blive set for det gode kun der ”forkerte”, skolen skal aldrig opdyrke ”forkerte børn” desværre sker det alt for ofte.

50 procent af ordblinde risikere depressioner og følelsen af forkerthed gennem barndommen giver psykiske og sociale problemer både for de højt intelligente og dem med indlærings vanskeligheder.

Jeg tror ikke det behøver at være sådan og nogen skoler gør en stor indsats på området, jeg synes bare at det skulle være for alle børn ikke kun de heldige og privilegerede. Det danske samfund for brug for ALLE børn i fremtiden skulle det ikke være en grund til at tage et alvorligt kig på at nytænke og forbedre skolesystemet NU?

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post27

Det rummelige arbejdsmarked –Hvorfor og har vi råd til det nu?

ArbejdsmarkedPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Thu, February 05, 2009 10:33:23

Med udsigt til stigende arbejdsløshed, kan man godt frygte at det sociale ansvar og det rummelige arbejdsmarked, bliver lagt i mølposen til bedre tider.

Da arbejdsløsheden for år tilbage var høj, fik mange arbejdsløse førtidspensioner, for at komme ud af arbejdsløshedssystemet. Sagsbehandlere og kommuner så en fordel i at udgifterne og statistikken blev flyttet til en anden kasse. Efter nogen år med stigende efterspørgsel på arbejdskraft kom der gang i tankerne om at få førtidspensionisterne mobiliseret, til helt eller delvis komme tilbage på arbejdsmarkedet –nu var der pludseligt brug for dem!

Mange fik en mulighed for at komme tilbage til arbejdslivet, i form at bla. Flexjob. Og man satte projekter og kurser i gang på at få mennesker tilbage til arbejdsmarkedet og man har arbejdet på at finde ud af hvad det er for faktorer der gør at man kan komme ud i arbejdslivet og blive hængende. Flere virksomheder har gjort en stor indsats på det område og har gode og værdifulde erfaringer på området, det samme har mange af dem der har fået fodfæste på arbejdsmarkedet.

Desværre kan man frygte at stat, kommuner, arbejdsgivere vil være mindre optagede af de emner nu hvor økonomien ikke længere blomster.

Som bistandsmodtager eller førtidspensionist vil man altid være underlagt samfundet konjunkturer og politiske dagsorden, desværre ikke altid ud fra hvad der er godt for mennesker. Det bliver interessant at se om antallet af førtids pensionister kommer til at stige igen over de næste år og arbejdet på at rehabilitere i forholdt til arbejdsmarkedet går i stå!

Jeg tror at det drejer sig om ikke at blive modløs, at man fortsat arbejder for at informere virksomheder og arbejder for mere viden på området uanset konjunkturer. At der bliver hold fast i værdierne og menneskers behov for ligeværd og empowerment, at det ikke afhænger af skiftende økonomiske omstændigheder, men at muligheden for inklusion på arbejdsmarkedet er en grundlæggende rettighed for mennesker.

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post26

Diagnosen som identitetsskabende 2

Psykisk sygdomPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Tue, February 03, 2009 17:29:52

En psykiatrisk diagnose bygger på det man kan observerer udefra og patientens egne beskrivelser af symptomer. Patientens symptomer kategoriseret efter et diagnose system hvor den enkelte, bliver anbragt under den diagnose beskrivelse der passer bedst. Det kan så give nogen retningslinier for behandlingen.

Det bør være logik at denne diagnose ikke er en fyldestgørende beskrivelse af et menneske, det er godt nok for psykiateren som værktøj, men for patienten kan det forholde sig anderledes og kan blive invaliderende for patienten, især hvis man ikke snakker i gennem hvad en er diagnose -og hvad er den ikke er!

Den psykiatriske diagnose rammer så dybt i et menneskes selvforståelse, at jeg er ved at mene, at den er et psykisk overgreb, oven i de problemer og traumer patienten i forvejen har, jo mere modstandskraft man har jo lettere er det at se objektivt på sin diagnose og tage den for hvad den er, det er få har den sikkerhed og modstandskraft når de møder psykiatrien (af gode grunde).

Mennesker med psykiske problemer er ofte meget optaget af, hvordan omgivelserne opfatter dem, sårbare overfor bemærkninger, kritik. Det kan være svært at holde fast i selv opfattelsen, især den positive, netop derfor er diagnosen vanskelig at bearbejde og se på objektivt. Selvfølgelig er der mange der også finder lettelse i at få at vide hvad der er i vejen, at få sat ord på, det er også væsentligt i forhold til erkendelse og for at komme videre derfra.

Jeg mener at en diagnose burde følges af en ressource udredning, ofte selv når en patient er meget dårlig er der altid nogen ressourcer tilstede, det gør selvfølgelig at sådanne beskrivelser skulle ændres over tid, men da symptomer og ressourser forandres gennem tid, er det vel rimeligt. Det at der var en tilhørende beskrivelse af et mere helt menneske, kan hjælpe patienten, til at blive mindre stigmatiseret og mere fokuseret på hvad der er at bygge på for at få det bedre.

En psykiatrisk diagnose er noget andet end en diagnose, i forbindelse med en konkret fysisk diagnose. Den føles som en dom over selvet. Samfundets dom. - Og hvordan skal man komme videre derfra?

Den er mere end et værktøj for psykiatere, måske fordi vi og samfundet lægger for meget vægt på den og tillægger den for meget betydning. På mange måder er vi meget lidt autoritære og kritiske i dag, pudssigt nok gælder det ikke synet på psykisk sygdom og psykiatrien, hvilket er noget af et paradoks, er det fordi samfundet er så angst for de psykisk syge at de siger:”Det er nok nødvendigt at behandle de psykisk syge på den måde, det ved psykiatrien bedst, bare vi slipper for at komme tæt på”.

Skam og stigma stækker dem med diagnosen, man kan blive meget vred og kæmpe med psykiatrien om sin diagnose i den tro at den har en reel betydning, eller man resignere –sådan er det bare! Man kan også hygge sig i diagnose fællesskaber, med andre med samme diagnose, det kan være en hjælp for nogen, men også med til at være fastlåsende og identitetsskabende på sigt. Så længe psykisk syge selv ser andre med en anden diagnose som anderledes, (det har jeg ofte oplevet), er vi langt fra målet, med at komme væk fra diagnose tænkning.

Vi må lære at slippe diagnose synet, at der er andre måder at opfatte psykisk sygdom og ikke mindst ens egen selvopfattelse som ”Diagnose bærer” - når diagnosen er smidt ud af rygsækken er det lettere at færdes i verden!

Et link der fortæller lidt om baggrunden for den psykiatriske diagnose: http://www.psyknet.dk/Forside/Psykiske_lidelser/modernisering/Hvad_er_en_diagnose/hvad_er_en_psykiatrisk_diagnose.htm

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post25

Når de nedarvede tanker og værdier trænger til et eftersyn

SelvudviklingPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Sat, January 31, 2009 11:46:29

De fleste kender nok det at man har fået et tanke gods med fra sin familie, værdisættet, løsnings modeller og livssyn.

Nogen gør oprør i teenager alderen, for senere at mere eller mindre optage værdierne og tankerne, andre overtager dem næsten ubeskåret og videreføre familiens livssyn.

Vi kan gøre det mere eller mindre ureflekteret og ubevidst, hvis familiens nedarvede ”livsvisdom” er funktions dygtigt i samfundet, og for en selv, kan det fungere fint, er der problemer i det, i forhold til en personligt, eller i den måde samfundet, har nået at ændre sig kan det blive mere vanskeligt.

Man kan opleve at de nedarvede tanker, binder en gang på gang, at man har tanker om, at sådan skal det være, for at være korrekt og at jeg skal opfylde disse mål for tilværelsen ellers duer jeg ikke.

Man kunne ønske at flere forældre sagde: ”Du må finde DIN vej, jeg er nået her til, lær så meget du kan og find nye veje - min kærlighed og anerkendelse af dig som menneske afhænger ikke af om du følger mine livs vurderinger”

Der er mennesker der kæmper hele livet med de nedarvede tanker, uden for alvor at sætte sig fri og finde sine egne behov, mål og værdier, fordi det kan føles som om man lukke kaos ind og måske mister sin families kærlighed. Bruddet med familiens forretillinger behøver/bør ikke at ende i en total afstandstagen, i en evig opslidende kamp af modsat rettede ider for som regel er der også tanker/værdier der er værd at tage med sig.

Jeg har selv været i den situation at være låst af min familie tankesæt i mange år, det var først da jeg forstod at jeg måtte finde mine egne livs strategier, for at overleve, at jeg fik råderum til vækst og et eget liv.

Det var også først da jeg lærte at sige fra og holde på mine måder at gøre tingene på, at jeg oplevede respekt og personlig anerkendelse som et kompetent menneske i forhold til familien . Jeg synes at min families grundværdier er værdifulde, men deres livsstrategier har jeg forkastet og fundet mine egne.

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post24

At blive personligt ramt af et eksistentielt spørgsmål

Psykisk sygdomPosted by Cecil Cathrine Augusti Ludvigsen Sat, January 31, 2009 10:31:47

Jeg har ofte tænkt at mennesker med en psykisk sygdom alle er bærer på et eller flere eksistentielle spørgsmål, et spørgsmål der personligt har ramt på en måde, at det er svært at slippe og samtidigt vanskeligt at finde svaret. I nogen tilfælde er spørgsmålet hverken formuleret eller reflekteret, en hemmelighed for en selv, alligevel er det der konstant. Et spørgsmål der rammer så dybt at det gør ondt.

Når mennesker akut og pludselig oplever at blive psykisk syge, i forhold til traumatiske oplevelser, er det jo ikke bare den aktuelle oplevelse, men de spørgsmål den stillet til ens egne forestillinger om det man har lært og det samfund man lever i, lige pludselig passer tingene måske ikke så godt som tidligere og man er rystet i sin grundvold. Ofte siger folk når der sker noget traumatisk ”jeg troede aldrig det ville hænde for mig” Det er lidt af en floskel, den menneskelige forestilling om usårlighed, der på en måde beskytter os, men alligevel er en stor illusion – i verdagen giver det fedt på nerverne, men i det øjeblik tingene rammer, kan forestillingen slå benene helt væk under en. Det trodser ens verdensbillede og ens selvbillede - og så er man ramt alvorligt. Der er det vigtigt at finde fodfæste gennem refleksion og samtale, at finde ud af at andre har stået i samme situation.

For andre kan det være familie/samfunds normer/forestillinger der gør at man stiller spørgsmål. Nogen gange kan det spørgsmål personligt virke meget farligt og tabubelagt, selv om det i grunden kan være et meget alment eksistentielle spørgsmål, det er mere det at det dybt forankret i personen der gør det så stort og farligt.

Det sker også at man kan nå erkendelser, men af en art der er svært at formidle til omgivelserne, det at vide noget omgivelserne ikke kan tage ind, der ligger en stærk følelse af at være udenfor, på den måde kan der fremkomme et nyt eksistentielt spørgsmål.

Vi vil gennem livet opleve at der kommer nye spørgsmål og at nogen af de gamle spørgsmål finder svar, refleksion og afklaring.

Filosoffer stiller spørgsmål og forsøger at finde svar, hvem er jeg, hvem er vi, hvad er vilkårene. For nogen er det ikke bare en intellektuel øvelse, men en indre kamp og en længsel efter svar. Svaret er gemt i refleksionen og iagttagelsen og ikke mindst i dialogen med andre.

  • Comments(0)//recoveryblog.a-recovery.dk/#post23
Next »